Specialudgave af Nissan Navara på vej!

Specialudgave af Nissan Navara på vej!

Nissan Navara N-Guard er en robust og flot specialmodel af mærkets prisbelønnede pickup. I Danmark er den allerede til salg nu og de første biler ankommer fra starten af november. Priserne starter ved lige under 288.000 kr. ekskl. moms.

Navara er den alsidige pickup, som kan komme frem overalt, og som er perfekt til en hård arbejdsuge efterfulgt af weekendeventyr i vildnisset. Specialmodellen N-Guard gør den endnu mere attraktiv takket være en moderne opgradering af designet.

Specialmodellen er baseret på topversionen Tekna og har kølergrill, tågelygteindfatninger, sidespejlskapper, dørhåndtag og bageste kofanger med en sort finish. Og der er tilføjet matchende tagrælinger og unikke sorte 18” aluminiumsfælge. Forlygterne er blevet gjort mørkere indvendigt, og elsoltag med tonet glas er standardudstyr.

Du kan bestille Navara N-Guard i tre forskellige farver – Dark Grey, Metallic Black og Pearl White. Makeoveren fuldendes af unikke dekorationer nederst på dørene, der forløber til ladet bag baghjulene.

Indvendigt fortsætter det sofistikerede look med nydesignede lædersæder. Indlæggene på sæderne og ryglænene er blevet opgraderet med et smart nyt mørkegråt og gult design, som fuldendes af dobbelte gule syninger, som også findes på dørbeklædningerne og på de nye signaturmåtter. Sidstnævnte er udført i et geometrisk design, så de matcher de udvendige dekorationer.