Jeg blev sgu skuffet. Skuffelsen flød muligvis ud i mit kropssprog, for den søde dame, der scannede mig, kiggede i hvert fald og sagde: Det er helt normalt, at man bliver skuffet over, at det måske ikke lige var det køn man ønskede sig.

Men hold nu op, hvor fik jeg mange høvl fra min omgangskreds, for der var og er folk, der kæmper gevaldigt for at få børn, og der er folk som mister eller folk, der får børn med genetiske fejl.

Jeg mindes jeg blev kaldt superegoistisk, fordi jeg ikke bare var glad og taknemlig - jeg var glad og jeg var bestemt også taknemlig. Men noget inden i mig ønskede den her lille pige, og jeg synes faktisk det var og er forkert, at man ikke kan tilladelse sig at ønske noget andet.

Hvorfor er det så forbudt at ønske sig et bestemt køn, eller barn på en bestemt årstid eller andet? Det er jo ikke fordi, man ikke kan føle empati med dem, som kæmper for at danne et nyt lille menneske.

For mig handlede det om, at jeg helt oprigtig ønskede mig denne her lille pige, jeg ønskede mig en af hver, og jeg tror med hånden på hjertet, at det gælder størstedelen af alle forældre.

Desværre er man bare hurtig upopulær, hvis man ytrer sine egne ønsker, følelser, meninger og holdninger, som går i mod, hvad størstedelen af befolkningen plejer at ytre sig om."